Reviews


Det bedste – og mest originale – værk stod komponisten Mads Emil Dreyer for med Miniature 3, hvor han har videreudviklet sin store interesse for at kombinere elektroniske og akustiske lyde. Men ordet kombination er nok forkert i denne sammenhæng – for målet er en selvstændig lyd, hvor det er vanskeligt at afgøre, om klangen er elektronisk eller akustisk. Og det lykkes faktisk! Ved hjælp af de små højtalere, som er sat på en håndfuld strygere og de to klokkespil, der er signifikante i lydbilledet. De små, femkronestore transducere omdanner træets overflade til lydlig resonans, når sinustoner fra små midi-keyboards sendes igennem dem. Orkestrets to slagtøjsspillere styrede denne proces med stor nidkærhed, mens komponisten selv sad ved en computer i siden af scenen – formentlig for at styre, at sinustonerne blev sendt præcist afsted til strygerne undervejs. Kompositionsteknikken er en raffineret sammenkædning af meget enkle harmonier med uhyre komplicerede rytmiske forskydninger i orkestrets stemmer. Resultatet er originalt, og en speciel, smuk klang opstod især i den sidste sats af det 15 minutter lange værk. Som om forskellen mellem elektronisk og akustisk klang blev opløst.
https://klassisk.org/anmeldelse/klang-festivalen-skudt-stille-igang/

Mads Emil Dreyer lagde for med værket Miniature 3, der smeltede luftige elektroniske lyde sammen med spinkle klokker, lyse blæsere og sarte strygere til klangfigurer, der lagde sig i rummet som et mere og mere intenst, drømmeagtigt lydtæppe.
https://politiken.dk/kultur/art8213501/Åbningen-af-Klang-gav-os-musik-fyldt-med-farver-hvislende-lyde-og-små-sitrende-detaljer

En stille triumf
Dreyer havde klangligt begrænset sit univers til sinustonen og dens umiddelbare naboer i instrumenter som vibrafon og lidt fjernere i harmonium, og universets visuelle side var – i form af glødepærer på stativer placeret med sirligt jævne mellemrum – tilsvarende afdæmpet. Omend ukomplekst var det enormt virkningsfuldt at knytte en pære til en tone og således synliggøre lyden i lyset, hvad jeg flere steder oplevede ægte synæstetisk – særligt én pære så jeg som enormt ‘dissonant’.
I sidste værk, Bølger, blev det gule lys udskiftet med projektørlys på en storskærm, først så svagt, at det lignede krusninger på lærredet, og kort efter så hypnotiserende, at jeg ikke kiggede væk, før koncerten var forbi.
Med stoisk ro og fattet langsomhed kunne Dreyer bevæge sig fra simpel monofoni over konsonans til skarp dissonans, uden at man opdagede hvordan, men det var særligt det mesterligt afstemte forhold mellem hans auditive og visuelle udtryk, der gjorde, at hans debut også blev en triumf.
https://seismograf.org/guide/kort-en-stille-triumf


As is so often the case, though, the most telling performances were to be found in smaller-scale, chamber events. The most still and focused of them was Mads Emil Dreyer’s Vidder 1, receiving its first performance in Iceland by EKKI MINNA Duo. The sustained tones from accordion and cello sounded like achingly slow breathing, but with each inhalation merging into the following exhalation, and vice versa, resulting in something like an instrumental circular breathing. Slowly shifting and overlapping, always falling somewhere mysteriously between consonance and dissonance (at no point did it really feel like either), it was ravishingly beautiful.
http://5against4.com/2020/02/09/dark-music-days-2020-part-2/

Den unge komponist Mads Emil Dreyers nye værk Forsvindere 2 var så smukt, at en ung kvinde to stole fra mig græd i strømme fra start til slut. Det var aftens højdepunkt, da de klokkeagtige slagtøjsinstrumenter skabte spinkle, skrøbelige mønstre af tindrende lyd, der bevægede sig langsomt rundt og ned i dybet.

www.politiken.dk/kultur/musik/art6690675/Sonic-Festival-åbnede-onsdag-med-skønhed-og-sære-eksperimenter

Denne kombination af elektronisk lyd og billede viste sig for mig at se, at være problematisk. Som udgangspunkt må billedsiden forventes at relatere sig til lydsiden. Men hvilket billede relaterer naturligt til en computer- genereret/manipuleret klang? Resultatet, viste det sig, ender nemt som en uforpligtende billedleg, som er mere forstyrrende end befordrende for den samlede oplevelse. At det dog ikke a priori er umuligt at løse opgaven, viste uropførelsen af komponiststuderende Mads Emil Dreyers poetisk dragende Bølger (2014). Her lykkedes det at lade lyd og billede fremstå som to betagende sider af samme sag, to sider som på forbilledlig vis komplementerede hinanden i deres uendelig langsomme beherskede bevægelse fra mørke til lys. I denne rene bevægelse udtryktes med radikalt andre midler den samme æstetik af enkel absolut musikalitet, som aftenens første værker havde intoneret. https://seismograf.org/artikel/pulsar-festival-2014

Mads Emil Dreyer havde to af sine egne værker på programmet. Han arbejder med enkle stemningsmættede udviklingsforløb – selv taler han om “musikalske opholdsrum” – og her fik vi svævende lyse toner. I værket Lys 3 blev de skabt med tynde bækkener i ministørrelse, såkaldte crotales, der blev strøget med bue af Kalle Hakosalo, mens Dreyer selv styrede elektronikken fra en laptop. 16 glødepærer på række lyste op synkront med de forskellige toner, så man kunne sidde I mørket og se musikken bevæge sig fra noget lyst til noget dybere. Desværre skulle der omstart til, før det lykkedes. Men så var poesien også hjemme.
www.politiken.dk/kultur/musik/koncertanmeldelser/art6600940/Neko3-leverede-legende-og-nyskabende-musik-med- neonrør-og-elektriske-pærer 

Mads Emil Dreyer‘s Forsvindere 2 for celesta, vibraphone, glockenspiel and crotale was the one piece in the concert to concede some slivers of humanity. Like a live-action music box performing a clockwork lullaby, the piece developed from simplicity and clarity to more complex counterpoint, in the process introducing ‘blooms’ of harmony which were impossible to tell where they were coming from or what was causing them. Here was music ostensibly designed to be beautiful, and its effect was hypnotising.
http://5against4.com/2019/02/07/dark-music-days-2019-neko3-heida-arnadottir/

Both Mads Emil Dreyer’s Lys and Xavier Bonfill’s 28×28 integrated visual elements into their music. Dreyer’s work (Danish for light) for electric guitar and electronics lulled the room into a slowly pulsating ambient atmosphere conjured by a heavily reverberated and sustained guitar line, performed from the back of the hall by the composer himself. On the stage in front a dozen light bulbs were placed, which ebbed and flowed into light and gloom along with the swells of the background. A restful peak.

http://www.amfion.fi/reportage-pulsar-copenhagen/

Distancen og monotonien føles i hvert fald meget københavnsk lige her, men giver på den anden side Mads Emil Dreyers manifestagtigt enkle vuggevise, Forsvindere 2 (2018), muligheden for at fungere som en kærkommen kontrast efterfølgende med dens næsten eksotisk ukunstlede sødme. https://seismograf.org/artikel/tektoniske-droemmere